Cron-aften 007

Cron-aften 002

Cron-aften 001

Vi giver 10% i rabat på mad ud af huset,

som afhentes i restauranten.

 

OBS!! Rabatten gælder ikke sammen med andre tilbud

Restaurant Cro'n holder åbent for selskaber og arrangementer om søndagen,

dog min. 15. gæster og ved forudbestilling.

Hold din næste fest på Cro'n...

F.eks. dåb, konfirmation, bryllup, rund fødselsdag osv.

Ring og hør nærmere ved Gitte.

Til oversigten

Torben Madsen: Blomsten - uddrag af ”I byen i Odense”

dronningensgade_anno_1885_thumbEfter De tre Musketerer måtte vi krydse Thorsgade for at nå til den ældste del af Dronningensgade - og den næste restaurant. Den lå dér, hvor de lokale beboere engang fik fjernet skægstubbene af barber Chr. P. Christiansen. Senere kunne de købe cigarer samme sted, men fra 1956 var denne forretning omdannet til en bar, hvor der blev budt på rigtig kaffe - ikke blot ”løbesod”.

Den nye bar lød navnet Vestre Kaffebar, og dens første vært var støbegodshandler Kristian Hansen. Han blev senere afløst af Chr. M. Hansen, som ligeledes satsede på de kaffeglade gæster - blandt andet byens vinduespudsere.

Et årti efter åbningen kom der dog andet og mere på menuen. Det sørgede køkkenchefen Elly for, men først efter samråd med sine chefer, regimentsmusikeren Ib Dahl Hansen, hans kæreste Marianne Groth og smedemester Carl Mørcke - alle tre debutanter i branchen. De overtog kaffebaren i 1967, og efter en gennemrenovering åbnede de den som et spisested, hvor der var åbent fra 5.00 morgen til midnat.

Samtidig ændrede de navnet til Blomsten. Et navn, Ib Dahl efter sigende fandt på efter et besøg hos navnebroderen i Istedgade. Og man tror det gerne, for gæsterne i Dronningensgade 29 lignede ganske godt dem, der frekventerede Café Blomsten bag Københavns Hovedbanegård. Især de alt andet end appelsinfrie gæster, som jævnligt ”underholdt” naboerne i minutterne op til kl. 5 - om morgenen.

Stemningen på Blomsten var i det hele taget præget af promiller og den dertil hørende opførsel. Marianne Groth erindrer således en morgen, hvor en gæst var faldet i søvn med håret nede i suppetallerkenen. Hans gebis lå på gulvet, og det førte til følgende replikskifte mellem hende og gæstens kammerat:

 

- Du, din makker har altså tabt tænderne!

- Hvad fanden rager det dig? Han skal jo ikke bruge dem nu, vel!

 

Den slags bramfri tale førte selvsagt også til en del slagsmål, men det var der taget forbehold for. Borde såvel som stole var solidt naglet til gulv og vægge, og Carl Mørcke var ikke ubekendt med jobbet som udsmider. Samme Carl var for øvrigt også ferm til at underholde gæsterne med sin harmonika, og hvem gider dog slås, når de i stedet kan lytte til lystig musik?

 

Det første ”tronskifte” på Blomsten fandt sted i 1969. Her overtog Tove og Bent Knudsen restaurationen - men kun i 1 ½ år. Så havde de fået nok af voldelige gæster. En af dem, en notorisk voldsmand, havde sågar banket Bent, blot fordi han bad gæsten undlade at danse på bordene.

Bent og Tove overdrog derfor stedet til en af de faste stamgæster, Jens Erik Frandsen. Han måtte om nogen vide, hvad han gik ind til - og ganske rigtigt. Frandsen, der tidligere havde arbejdet som forsikringsmand, formåede at styre de urolige gemytter frem til 1976/77. Dog med god hjælp fra servitricen Yvonne Hansen, som fulgte med i handelen, og Torben Svendsen, den senere ejer af Tinsoldaten.

Ib Dahl Hansen, som stadig ejede bygningen, satte efter Frandsens farvel Gunner Larsen og Dan Nørskov til at bestyre restaurationen. Det holdt i godt et halvt år. Herefter fulgte et år med brødrene Torben og Spencer Birkekjær Jensen som værter, og med dem ved roret var det slut med morgenbranderter. Brødrene åbnede først døren kl. 9.00, og det samme gjorde deres afløser - og mor, Margrethe Jensen.

 

Café og beboerhus

Margrethe fortsatte driften indtil kort før der igen kom grøde i det efterhånden noget falmede værtshus.

Opblomstringen begyndte i foråret 1981 under dække af de kryptiske bogstaver AXL 1569 Aps. Bag denne ”kode” stod 39 anpartshavere, som alle havde investeret 1000 kr. i det foretagende, der fremover skulle fungere som en blanding af offentlig café og beboerhus.

Som formand for anpartsforeningen valgte medlemmerne Michael Ramløse og som bestyrer, Yvette Christoffersen. Deres første opgave blev at organisere en totalrenovering af lokalerne, og til dette brug havde de blot én ansat, nemlig Dennis Kongstad Rasmussen. Han kom dog aldrig til at føle sig alene, for udover ham var der en stribe frivillige pionerer. Både blandt anpartshaverne og blandt de lokale beboere. Disse ildsjæle - eller ”aktivister”, som man kaldte dem - tog også del i den daglige drift, og de var i det hele taget med til at skabe oplevelsen af at være i et storkollektiv med et kulturelt tilsnit. Det kulturelle kom blandt andet til udtryk ved hyppige kunstudstillinger samt arrangementer med musik, sang, børneteater, foredrag, lysbilleder, spil og quiz. Som fast quizvært fandt man for øvrigt det senere byrådsmedlem Anders W. Berthelsen.

 

”Kollektivet” havde endvidere et særligt øje for de kulinariske nydelser. Måske ikke så meget til hverdag, for da skulle man blot kunne få et mættende måltid - og til en rimelig pris. Men en gang om ugen inviterede man en gæstekok, og så gjaldt der helt andre kriterier. Nu måtte gryder og pander godt dufte af fremmede krydderier eller dansk mad, der var kælet ekstra meget for.

Disse gourmetaftner forblev gennem mange år det helt store tilløbsstykke, og på et tidspunkt blev de tilmed suppleret med børne-gæstekokke. En begivenhed som datidens eneste tv-kanal, DR, valgte at vise for hele landets befolkning. Børnekokkenes bidrag til de forventningsfulde gæster bestod naturligvis af - pandekager.

 

Med hensyn til ejerskabet af Blomsten varede det kun et års tid. Derefter fortsatte man på lejebasis med Helle Bergstedt Lauritzen som udlejer, og fra 1985/86 opgav man også den kollektive drift af Blomsten - og dermed princippet om non-profit.

Den første til at nyde godt heraf var den franskyndige lektor Gerard Lehmann. Han var først involveret som ejer og senere som bestyrer på vegne af anpartsselskabet Kbus 8 Nr. 2413. I mellemtiden var der dog også 1-2 år med skolelæreren Finn Gerd Bendixen som restauratør, og fra 1990 til 2000 var det slagtermester Erik Ringsmose, der stod for driften.

Fælles for dem alle var, at de fortsatte med såvel de kulturelle som de kulinariske indslag på Blomsten. De sidste 10 år var Blomsten således et yndet tilholdssted for jazzfolket samt yndere af det mexicanske køkken - især Ringsmoses specialer, burritos, chili con carne og tortilla.

 

Avantgarde restaurant

Fra 2000 tog Blomsten hul på nok et kapitel i dens spændende liv. Nu skulle der være gourmet aften hver aften, og som garanter for dette stod en af de tidligere stamgæster, portugiseren Jaime Filipe Ferreira da Costa Mota Guedes og hans danske kone Anne-Mette Paulli. De var begge uddannede kokke og delte tillige drømmen om at drive et intimt spisested i modernistisk stil.

Blomsten blev derfor totalrenoveret nok en gang og samtidig tilpasset værtsparrets ønske om et fusionskøkken med præg af det sydlige Europa. Udsmykning, belysning og inventar i den nye Blomsten var derfor nøje valgt efter deres relation til Frankrig, Portugal, Italien og Spanien.

Ved samme lejlighed blev restaurationens navn også ”moderniseret”. Ud med Blomsten og ind med CPR, som stod for Café-P-Restaurant, der igen stod for Café-Paulli/Philippe-Restaurant.

Skiftet fra ”beboercafé” til ”avantgarde restaurant” var dog ikke til hinder for, at gæsterne stadig kunne få en musikalsk oplevelse med i købet, og bag denne stod den odenseanske kvartet Maroon.

 

Anne-Mette Paulli og Jaime Filipe drev deres CPR i godt 2 år. Herefter var menukortet (igen) domineret af gode danske retter, og værtsparret var afløst af en værtinde, nemlig Dorthe Cronhammer. Hun kom til i slutningen af 2002, og med hende kom der nok et navneskifte. Denne gang til Restaurant Cro’n.

Dorthe blev hurtigt kendt for sine danske ”specialiteter”, og snart var det småt med ledige pladser på Cro’n. Men det problem blev løst ved at indrette en havestue bag restaurationen, og fra 2004 blev der serveret hakkebøffer, frikadeller, stegt flæsk og oksesteg m.m., såvel inden døre som udendørs.

Fra 2008 var det dog husets kok, Gitte Poulsen, der overtog driften af Cro’n, men hun fortsatte i samme spor som Dorthe - heldigvis.

 

Link: www.ibyeniodense.dk